Tilflytter og iværksætter med succes

Jacob Mohr Eldon bor og har kontor i Lemvig. Herfra er han med til at drive Obsidian Digital A/S, en digital marketingsvirksomhed, som ham sammen med fire partnere etablerede for fem år siden. Halvdelen af firmaet er netop solgt til en kapitalfond for et trecifret millionbeløb. 

Jacob Mohr er personificeringen af og bevis på, at en iværksætter og tilflytter med succes kan arbejde og drive virksomhed i Lemvig og have kunder lokalt, nationalt og internationalt. 

Infrastruktur

- Med dagens teknologi kan jeg arbejde på distance og udføre mit arbejde. Blot den nødvendige infrastruktur er på plads. Som her i Lemvig. Jeg kan alt med mobiltelefon, min pc’er og en god opkobling til internettet, fortæller Jacob ved sit skrivebord med udsigt over Lemvig centrum, havn og Lem Vig i sit hjem på den østlige side af byen, hvor han for fire år siden flyttede til med ægtefællen Mai Eldon, der er læge.

Jacob er salgschef i Obsidian og arbejder tre dage om ugen i Lemvig og to dage i København, hvor firmaets hovedkontor ligger. Firmaet har også kontorer i Aarhus, Odense og Banja Luka i Bosnien.

- Jeg har en bærbar og en mobil med hele tiden. Så kan jeg arbejde hele tiden til og fra Lemvig. Der bliver i princippet ingen spildtid. Med undtagelse af de gange, hvor der i toget og bussen er dårlig forbindelse til mobilnettet, føjer han til med et træk på skulderen og let himmelvendt blik.

Han tager bus og tog til og fra København, hvor han mødes med godt 55 medarbejdere og partnere.

Opgaver

Jacob står for salg og marketing og er den første kontakt til kunder. Han rådgiver om digital marketingsstrategi og vurderer, hvilke medarbejdere i Obsidian, der bedst kan løse opgaven. Under Corona-pandemien er det blevet til mange videomøder. Det fungerer udmærket.

En erfaring Jacob har gjort under Coronaen er, at distancearbejde fungerer udmærket. Han tror, den arbejdsform bliver mere og mere udbredt. Flere og flere opgaver vil blive løst uden fysisk møde. Samtidigt er det vigtigt at bevare sociale kontakter. 

- Corona har været med til at uddanne folk. Videokontakt fungerer og er blevet helt almindeligt. Men vi skal huske på, at det er nemmere at bevare relation end at skabe relation via video, understreger han.

Obsidian anvender primært Google, Facebook, LinkedIn, video, podcast og lignende. Det er vigtigt, at det ”larmer” om virksomheder. Det giver fokus, fortæller han, der også styrer Obsidians egen marketing.

Lemvig-kontor

På kontoret i Lemvig arbejder foruden Jacob hans assistent og HR-ansvarlige, Diana, der udfører opgaver ikke bare for Jacob, men for hele organisationen. Hun har et kontor i huset på Voldgade, og det fungerer uden problemer.

Ja, kontor er måske så meget sagt og nok en lidt gammeldags betegnelse. For pc’er, skærme, mobiler og andet udstyr kan i princippet stilles op hvor som helst. Og videomøder og webinarer kan også ske hvor som helst. Geografien og det fysiske rum bliver stadig mere underordnet.

Lemvig

Egentlig var det ægtefælle Mai, der er vokset op i Lemvig, der foreslog, at flyttede ”teltpælene” til Vestjylland, da de begge var færdige med deres uddannelser i Aarhus.

- Det er en beslutning, vi ikke har fortrudt. Her har vi det hele. Gode venner, familie og gode forbindelser og netværk arbejdsmæssigt og socialt, siger Jacob. Kunder på egnen har han og Obsidian også. Det har det lokale tilhørsforhold hjulpet med. Lokal forankring giver lokale kunder. 

- Det er ikke vores største kunder. Men vores kundekreds er bred og mangeartet. Jeg vil gerne kende til, hvad det lokale erhvervsliv arbejder med og være med til at styrke det gennem digital marketing, som helt sikkert kan styrke virksomhederne og deres produkter, fortæller han. Blandt de lokale kunder er E-gastro, Lemvig Museum, Cykel-Mads og Kystcenteret.

Hovedkontor

Jacob og hans partnere i Obsidian har på godt dansk haft ”vokseværk” siden starten i 2016. Fra de fem til i dag over 80 ansatte. I øjeblikket ansætter de en til to nye medarbejdere om måneden. Det kræver plads og kvalificerede ansøgere, når ambitionen er at vokse endnu mere - og blive international.

Lemvig har et godt ry, ligger flot og godt med god infrastruktur og gode forbindelser i alle retninger. Men en virksomhed, som Obsidian, der kræver specielle kvalifikationer, kan ikke have sit hovedkontor i byen.

- Her er der helt enkelt ikke den arbejdskraft, vi har brug for. Desuden vil en god del af vores kunder gerne være tæt på os. Vi skal ud at vise ansigt. Det kan vi ikke fra Lemvig, siger Jacob.

Han mener derimod, at der er gode muligheder for at skabe et lokalt forankret marketingsfirma, der servicerer lokale kunder og finde nye også uden for kommunen.

- Som tilflytter og iværksætter skal du skabe dit eget netværk. Det giver kunder. Du kan bo i Lemvig og drive firma og have kunder over hele verden, siger Jacob.

Fakta om Obsidian Group:

Stiftet: 2016 af Jacob Mohr Eldon, Sasa Kovacevic, Emil Reinholdt & Halfdan Timm

Består af: Obsidian Digital & Obsidian Media

80 ansatte & overskud på 12 millioner i 2020

Kapitalfonden Capidea har opkøbt 51 pct. af virksomheden